En medalje for jeres tålmodighed
Københavns Bagerlaug synes det er helt oplagt at fejre vores stærke ældre medborgere på Hendes Majestæts Dronning Margrethes 80-års fødselsdag.
Det er ikke længe siden, at vores statsminister bad de svageste om at være de stærkeste, for at få Danmark gennem corona-krisen. Og vores kære, som sidder på plejehjem er nok blandt de danskere, der har lidt størst afsavn ved ikke at må få besøg af familie eller venner.
Derfor har vi i Københavns Bagerlaug besluttet at give alle plejehjemsbeboere i København og på Frederiksberg en god gammeldags medalje for at bringe lidt sødme og glæde i denne svære tid. Laugets bagere har smøget ærmerne op og bager tusindvis af medaljer fyldt med flødeskum, creme og kærlighed til det gode håndværk på en helt særlig dag.
For vi synes det er helt oplagt at fejre vores stærke ældre medborgere på Hendes Majestæts Dronning Margrethes 80-års fødselsdag med det hun har ønsket sig allermest i år, nemlig at de gaver og blomster, der var påtænkt hende skulle gå til vores ældre medborgere.
Pas godt på hinanden og de ældre